Ignatiansk spiritualitet

Gud i alt og alt i Gud

Jeg vejleder ud fra og bruger øvelser udformet af Ignatius af Loyola (1491-1556). Han var en baskisk hofmand, levemand og soldat, hvis liv tog en brat drejning, da han blev såret ved slaget i Pamplona i 1521, og måtte tilbringe mange måneder til sengs. For at få tiden til at gå, læste han. Den litteratur som fandtes i hjemmet var helgenlegender og ridderromaner. Ignatius lagde mærke til hvordan de to slags litteratur påvirkede ham: Helgenlegenderne efterlod ham glad og energisk, mens ridderromanerne efterlod ham forstemt. Det ignorerede han ikke, tværtimod: Ignatius betragtede energien og glæden som en slags puf i en anden retning end tidligere, og han forlod sit privilegerede liv for at efterligne helgenerne og søge Gud. Et væsentlig træk ved den ignatianske spiritualitet er at lytte til sine følelser, og være opmærksom på de små nudges, de puf man får fra Gud. At spørge: Hvad har bevæget mig? Taler det ind i mit liv lige nu? Hvordan kan jeg gå videre med dette? I ignatiansk spiritualitet er Gud i alt, ikke kun bibelen, eller gudstjenesten, men i naturen, musikken, vores forhold til andre.

Ignatius var soldat og vant til at man kunne blive bedre til noget ved at øve sig. Han formulerede et sæt, om du vil, “træningsøvelser” til det åndelige liv, de såkaldte åndelige øvelser. De består dels af filosofiske overvejelser, men også kontemplationer, hvor man går ind i bibelhistorier med fantasien. Kunsten kan ligeledes bruges.

Jeg bruger især de bibelske kontemplationer til kortere retræter. De fulde åndelige øvelser gives som en retræte over 30-dage.

Herre, kom snart og oplys natten. Ligesom døende længes, sådan længes jeg efter dig. Sig til min sjæl, at intet sker uden at du tillader det, Og at intet, som du tillader, er trøstesløst. Jesus, Guds Søn, du stod tavs foran dem, som dømte dig. Gør mig tavs indtil jeg har besindet mig Og ved, hvad jeg skal sige, og hvordan jeg skal tale. Vis mig vejen, og gør mig villig til at vandre den. Dårskab er det at tøve og farligt at gå videre, Oplys mig i min rådvildhed og vis mig vejen. Jeg kommer til dig, ligesom den såede kommer til lægen. Giv, Herre, mit hjerte ro.

Gud, du har elsket os først, men vi taler om dig, som om du bare havde elsket os først een gang i fortiden. I virkeligheden er det dag for dag, hele livet igennem, at du elsker os først. Når vi vågner om morgenen og vender vor sjæl mod dig, kommer du os i forkøbet - du har elsket os først. Dersom jeg står op før daggry og i samme øjeblik vender min sjæl i bøn til dig, da er du allerede der - da har du elsket mig først. Når jeg lægger alt det bag mig som forstyrrer og søger ind i sjælen for at tænke på dig, da er du stadig den første. (...)

Fremfor alt have tillid til Guds langsomme arbejde. Fra naturens hånd er vi utålmodige, vil gerne nå i mål med det samme og helst springe de mellemliggende trin over. At være på vej mod noget nyt og ukendt gør os utålmodig. Men det ligger i fremskridtets natur at være forbundet med faser af ustabilitet – og at det kan være lang tid om at udfolde sig. Sådan tror jeg det er med dig. Dine tanker modnes gradvist – lad dem vokse, lad dem tage form uden unødigt hastværk. (...)

I mig er mørke, Men hos dig er lys. Jeg er alene, men du forlader mig ikke. Når jeg er modløs Finder jeg hjælp hos dig. Når jeg er uden ro, Finder jeg fred hos dig. I mig råder der bitterhed, Men hos dig finder jeg tålmod. Jeg forstår ikke dine veje, Men du forstår vejen til mig.

Men nu siger Herren, Han som skabte dig, Jakob, Han som dannede dig, Israel: Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, Jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, Gennem floder, Skyller de ikke sammen over dig; Går du gennem ild, Bliver du ikke forbrændt, Flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser. …du er dyrebar in mine øjne, Højt agtet, og jeg elsker dig (...)

Tidligere

Næste

Kate Toft Madsen

Ignatiansk spiritualitet

Gud i alt og alt i Gud

Kate Toft Madsen